Hvad er flexleasing?

Flexleasing er en meget udbredt leasingform. Den karakteriseres ved, at man ikke skal betale bilens fulde registreringsafgift med det samme. I stedet bliver den fordelt ud over flere rater i den periode, som kontrakten løber.

Hvor store raterne er, afhænger bl.a. af bilens samlede registreringsafgift, men også af dens lader. Der er nemlig forskellige afgiftssatser, hvorfor bilens alder bestemmer, hvilken en af disse, der anvendes på din bil.

Anvendes hovedsageligt til dyrere biler

Flexleasing kan reelt bruges til alle biler. Det er dog en leasingform, der hovedsageligt anvendes ved leasing af luksuriøse biler, der har en høj registreringsafgift. Selve muligheden for flexleasing blev vedtaget d. 18. december 2008 som følge af reglerne i Registreringsafgiftloven L64.

Her blev det muliggjort for leasingselskaber at betale forholdsmæssig registreringsafgift for en given leasingperiode. Det bliver gjort med afsæt i følgende periodeafgiftsatser:

  • 0 – 3 måneder: 2 % registreringsafgift
  • 3 – 36 måneder: 1 % registreringsafgift
  • Over 36 måneder: 0,5 % registreringsafgift

Fordele og ulemper ved flexleasing

Der er selvfølgelig både fordele og ulemper forbundet med flexleasing. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er den rette leasingform for alle. Er du i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg for dig, belyses de mest fremtrædende fordele og ulemper ved leasingformen herunder.

Fordele ved flexleasing:

  • Der er mindre pengebinding i din bil ved flexleasing, end ved et traditionelt bilkøb.
  • Du undgår at betale den fulde registreringsafgift på 150 %.
  • Du betaler kun mellem 0,5 % og 2 % af den samlede registreringsafgift fra måned til måned.
  • Du får mulighed for at skifte mellem flere køretøjer hvert år. Du kan fx køre i en åben sportsvogn om sommeren og en SUV om vinteren.
  • Du har nemmere ved at sælge bilen, da den står uden registreringsafgift, hvorfor du kan sælge den til udlandet – fx til Tyskland.
  • Du vil opleve mindre værditab på din bil, når den er flexleaset, da du ikke har betalt den fulde registreringsafgift.
  • Ofte får du en billigere bilforsikring, da bilen blot skal forsikres ud fra bilens værdi ekskl. afgift.

Ulemper ved flexleasing:

  • Du skal købe bilen uden afgift efter endt leasingperiode, eller henvise en køber til den.
  • Leasingselskabet skal selvfølgelig tjene penge på at lease bilen til dig.

Hvad er finansiel leasing?

Når der er tale om flexleasing, er der i virkeligheden tale om finansiel leasing. Det er en leasingform, der kræver åbne øjne, da der er forøget risiko for, at du som leasingtager oplever tab. Det er en risiko, der skal opvejes i form af en lavere betaling end ved operationel leasing.

Markedet for operationel privatleasing er modnet med tiden, hvorfor det i dag præges af gennemskuelige og standardiserede kontrakter, kræver det et skarpere øje at læse en kontrakt for finansiel leasing. For selv om, at det ser ud til, at du kan spare penge på den månedlige ydelse, er der også andet at tage hensyn til.

Der er mange historier om folk, der har brændt fingrene ved flexleasing. Derfor er der mange ting at være opmærksom på, når du skal indgå en sådan kontrakt. Det kan du heldigvis blive klogere på herunder.

Restværdi ved flexleasing

Dette er – uden tvivl – et af de mest kritiske aspekter ved finansiel leasing og dermed også flexleasing. Restværdien (kaldes også for scrapværdi) er den pris, bilen skal sælges til, når din leasingperiode er slut.

Prisen er angivet uden registreringsafgift, da du ikke har betalt afgift af hele bilen, men derimod blot for den periode, hvor bilen har været benyttet. Derfor er det essentielt, at du er opmærksom på, at restværdien er på markedsniveau.

Hvordan beregnes restværdien?

Det er ikke nemt at beregne restværdien. Det er nemlig en værdi, der ligger ude i fremtiden. Du bør dog prøve at se på tilsvarende bilers nuværende pris på mobile.de. Er din restværdi ikke under den pris, du finder her, er den ganske enkelt for høj.

Men hvad betyder det helt konkret? Det betyder, at ved indlevering af bilen, skal du betale forskellen mellem restværdien anført i leasingkontrakten og den pris, som den reelt bliver solgt for.

Hvis din bil har en restværdi på fx 140.000 kr., men den kun kan sælges for 120.000 kr., kommer det til at koste dig 20.000 kr. at aflevere bilen. Er du ikke opmærksom på restværdien ved indgåelse af kontrakten, kan det koste dig mange tusinde kroner at aflevere bilen.

Når du sammenligner leasingtilbud med hinanden, er det derfor vigtigt at holde øje med restværdien. Er der en forskel, skal den lægges oveni dine omkostninger. Er restværdien 20.000 kr. højere, vil den reelt koste dig 20.000 kr. ekstra i leasingperiode, hvilket – for de fleste – er rigtig mange penge.

Førstegangsydelsen bruges typisk til at nedskrive restværdien

Det bør selvfølgelig nævnes, at førstegangsydelsen typisk bruges til at nedskrive bilens værdi. Hvad det betyder er, at du betaler en stor del af bilens værdi, og dermed potentielt en del af dit tab, med det samme.

Derfor er det ikke altid en god idé at undgå de høje førstegangsydelser. Faktisk er det ofte en god idé at betale en høj førstegangsydelse, da det netop nedskriver en stor del af bilens værdi med det samme. Det giver også mulighed for lavere månedlig ydelse.

Anvisning af køber

I de fleste flexleasingkontrakter er der anført et krav om, at du som leasingtager selv skal anvise en køber til bilen. Denne køber skal overtage bilen, når leasingperioden er afsluttet. Det kan dog give anledning til udfordringer, da markedet for bilen uden afgift er af en begrænset størrelse her i Danmark.

Typisk er det kun folk, der har interesse i, at have bilen på en ny flexleasingkontrakt, der er potentielle købere til en sådan bil. I nogle tilfælde kan du sælge bilen til en dansk forhandler, der enten vil sælge bilen eller lease den ud igen.

Der er også enkelt forhandlere, der tilbyder at købe bilen tilbage, når leasingperioden. Dette bør der dog foreligge en fast aftale om ved indgåelse af kontrakten, hvis det skal være mest favorabelt for dig som leasingtager.

Du kan sagtens anvise dig selv som køber. Dit leasingselskab er dog ikke forpligtet til at sælge bilen til dig, hvis de selv har en anden køber. Nogle leasingselskaber kræver desuden, at salget skal ske til en virksomhed, da de dermed kan undgå reklamationsret.

Reparationer og reklamationsret ved flexleasing

I de fleste finansielle leasingkontrakter (og derfor også ved flexleasing) er det leasingtager, der hænger på reparationer og service. Er der noget, der går i stykker, er det derfor dig selv, der skal betale for det, når bilen er blevet overdraget til dig.

Mange leasingselskaber tilbyder dog, at du selv kan tegne en servicekontrakt. Hvis du gør det, så mindsker du naturligvis risikoen for uforudsete udgifter. Det er dog ikke et krav, at dette skal gøres – i hvert fald ikke hos de fleste selskaber.

Generelt er det dog dig, der skal stå for det hele. Sådan forholder det sig fx ikke ved almindelig privatleasing. Her er kontrakten typisk en standardkontrakt, der er udarbejdet af FDM samt Finans og Leasing, hvor fx service og garanti er inkluderet.

Hvad sker der ved konkurs i leasingselskabet?

Heldigvis er det sjældent, at det sker, men det kan dog ske, at dit leasingselskab går konkurs. Hvis det sker, er din bil ikke ejet af dig, men derimod af konkursboet. Det er selvfølgelig vigtigt, at du er opmærksom på dette, før du flexleaser en bil.

En sådan situation er særligt slem ved finansiel leasing. Det skyldes, at man ofte betaler en relativt høj førstegangsydelse. Denne mister du formentlig, eftersom du ved en konkurs er stillet relativt skidt i forhold til de øvrige kreditorer i konkursboet. Ofte får både store kreditorer, banker og advokater deres bid af kagen, før leasingtagerne gør.

Du gør derfor klogt i at undersøge, om det er et anerkendt selskab, du handler med. Det minimerer nemlig risikoen for en konkurs, hvis det er et leasingselskab med god økonomi.

Dette betyder ikke, at finansiel leasing ikke er en god idé. Det kan det sagtens være. Det kræver dog, at du er lidt mere opmærksom, end ved traditionel privatleasing (kaldes også operationel leasing).

Hvis blot der er styr på kontrakten, er flexleasing stadig den billigste måde at holde dyr på. Det er blot vigtigt, at du holder øjnene åbne, når du læser din kontrakt igennem. Gør du ikke det, kan du ende med at brænde fingrene.

Hvordan læser du et tilbud på flexleasing?

Flexleasing er blevet populært i løbet af de seneste år. Det betyder, at der er dukket flere og flere udbydere op. Hvad det også har medført er, at der i dag findes mange forskellige tilbudstyper og -opsætninger.

Når du skal flexlease en bil, kan det derfor være en udfordring at sammenligne flere tilbud. Der er sjældent to leasingtilbud, der er sat ens op. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvad du skal kigge efter, når du sammenligner disse tilbud.

Når du skal læse et flexleasingtilbud, er det særligt de fire nedenstående parametre, der skal være i fokus. De fire parametre er alle lige vigtige, hvorfor du aldrig må favorisere fx månedlig ydelse over restværdi.

  1. Førstegangsydelse
  2. Månedlig ydelse
  3. Restværdi
  4. Bilens pris

Førstegangsydelse

Førstegangsydelsen består af en procentdel af bilens pris. Den indeholder normalvis også en nedskrivning på bilens restværdi. Hvis du betaler en højere førstegangsydelse, dog maksimalt 30 %, vil dette medføre en lavere restværdi.

I og med, at de fleste biler taber en vis værdi henover leasingperioden, er det vitalt, at dens værdi hvert år nedskrives til et realistisk niveau. Spørg derfor altid dit leasingselskab om, hvor stor en del af førstegangsydelsen, der går til nedskrivning på bilens værdi.

Månedlig ydelse

Den månedlige ydelse er bestående af afgifter til staten, administration af aftalen, finansiering af bilen såvel som en eventuel nedskrivning af bilens værdi. Hovedparten af ydelsen udgør dog afgifter, der skal betales til staten.

Som tidligere angivet, betales det i procent pr. måned af det fulde afgiftsbeløb. Det er en procentsats, som afgøres af bilens alder, som du kan se en liste over tidligere i denne artikel. Procentsatsen strækker sig dog fra 0,5 % til 2 %.

Hvad dette betyder er, at er bilen ældre end tre år, er det mere fordelagtigt at flexlease den, da du betaler den laveste procentsats. Derfor er der mange flexleasede biler, der er tre år eller ældre, da det dermed bedre kan svare sig at lease den.

Restværdi og bilens pris

Restværdien er det beløb, som din bil skal videresælges for efter endt leasing. Det er vigtigt, at det er et beløb, der afspejler en realistisk markedspris. Ellers kan det ende med at koste dig et stort beløb.

Får du et tilbud, hvor restværdien er 40.000 kroner højere end et tilsvarende tilbud, er den første aftale reelt 40.000 kroner dyrere. Derfor er det essentielt, at du tager højde for restværdien, når du indhenter flexleasingtilbud.

Det kan dog være svært at vide, hvor meget en bil er værd om 12 eller 24 måneder. Men der er dog en måde, hvorpå du kan finde ud af, hvad bilen koster i dag.

Hvis du blot lægger førstegangsydelsen ekskl. moms sammen med restværdien ekskl. moms, får du den nuværende pris på bilen. Det kræver dog, at førstegangsydelsen bruges 100 % til nedskrivning af bilens værdi.

Herefter kan du sammenligne bilens nuværende pris med markedspriserne på en hjemmeside såsom mobile.de. Det er dog vigtigt, at du husker på, at priserne typisk er ekskl. moms.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.